Højskole producerer tv for unge
I samarbejde med Mediehus Aarhus har Odder Højskole nu for tredje gang sendt et hold elever afsted med kamera og mikrofoner for at producere tv. Den her gang er det endt med en række nye spændende lokale programmer for unge.
Et nyt program om unge produceret af unge elever fra Odder Højskole har præmiere torsdag den 27.september klokken 22 på Kanal Østjylland. Programmet hedder @Retro og handler om ungdommens liv og hverdag, og er produceret af en tv-linie på Odder Højskole i samarbejde med Mediehus Aarhus.
- Jeg tør godt love, at kvaliteten af udsendelserne fra Odder Højskole er fuldt ud på højde med meget andet, man ser i fjernsynet. Derudover kommer der et nyt perspektiv på udsendelserne i og med, at de er lavet af unge for unge, siger Søren Højlund Carlsen, der er leder af Mediehus Aarhus.
På Odder Højskole har man oprettet et fag, der hedder TV Redaktionen, og det er her eleverne sætter dagsordnen for programmerne. De bestemmer selv indhold, form og emner, hvilket er vigtigt i en lærings sammenhæng, mener Jeppe Hovman, holdets leder og underviser.
- På den måde får de fjernsyn helt op under neglene og de får erfaring både foran og bag kammeraet. Det er ganske enkelt den bedste måde at lære TV-mediets struktur og disciplin på, siger Jeppe Hovman.
Dette bakker Søren Højlund Carlsen op om. Han mener også, at det er vigtigt, at man i en læringsproces har mulighed for at vise sine produktioner i virkeligheden.
- Når man sender sine produktioner ud i virkeligheden giver det lige den snert af alvor, der er nødvendigt i en læringsproces, siger Søren Højlund Carlsen.
Det første program handler om unge og rusmidler. Eleverne fra Odder Højskole har blandt andet fulgt Natteravnene i Aarhus Festuge og de har kigget på forskellen mellem unges alkoholvaner i Norge kontra unges alkoholvaner herhjemme i Danmark. Programmet, @Retro, har præmiere på Kanal Østjylland torsdag den 27.september klokken 22, og kan derefter ses på Mediehus Aarhus hjemmeside. Programmet sendes også på Aarhus Lokaltv-ALT på YouSee i Aarhus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar